Bremseslanger og bremserør | HELLA

Generelt

I hydrauliske bremsesystemer tjener bremseslanger og bremserør til at overføre væskens bevægelser. Bremserør/-slanger forbinder aktiveringselementer som f.eks. hovedbremsecylinderen med de hydrauliske komponenter i hjulbremserne. Bremseslanger benyttes alle steder, hvor der er behov for en fleksibel forbindelse mellem karrosseri og undervognskomponenter.

Som følge af udbredelsen af ABS-, ESP- og ASR-systemer i moderne biler er kravene til disse komponenter blevet langt strengere.

De vigtigste krav omfatter modstand over for tryk, mekanisk styrke samt termisk og kemisk modstandsdygtighed.

Krav

Bremseslanger er udsat for følgende påvirkninger.

  • Bilens styretøjs- og affjedringsbevægelser
  • Klimatiske påvirkninger (varme, kulde, ozon)
  • Ydre påvirkninger (vand, vejsalt, olie)
  • Hydrauliske trykimpulser

Som følge af disse påvirkninger skal bremseslanger og bremserør have høj modstand mod trykimpulser, stærke samlinger og lang levetid.

Opbygning af en bremseslange

Bremseslanger består af en speciel gummiblanding og et integreret armeringsvæv,som forstærker slangen væsentligt og sikrer, at slangen kan modstå tryk.

  1. Inderslange
  2. Første lag armeringsvæv
  3. Lag af speciel lim med indfarvet farvekode
  4. Andet lag armeringsvæv
  5. Yderlag

Årsager til svigt

Fejl

  • Udposning ved overgangen mellem slange og endefitting

Årsag

  • Utæthed i slangens armering
  • Ukorrekt montering eller mekanisk overbelastning

Fejl

  • Revnedannelse i slangens yderlag

Årsag

  • Ældning
  • Ukorrekt montering eller mekanisk overbelastning

Fejl

  • Oxidering, korroderede rør

Årsag

  • Ældning
  • Skader på det isolerende lag som følge af påvirkninger fra omgivelserne

Fejlfinding

Bremserør og bremseslanger er sikkerhedsmæssige komponenter, og de skal kontrolleres ved alle serviceeftersyn af køretøjerne. Typiske fejl er korrosion på bremserørene og skader på slangerne. Disse fejl kan skyldes uheld, forkert montering og ældning.

Ved en visuel kontrol kan man i reglen uden større vanskeligheder konstatere slidmærker, revner, udposninger, korrosion og andre ydre skader.

Monteringsvejledning

Ved reparationer skal teknikeren overholde følgende anvisninger

  • Bremseslanger skal monteres, så de ikke står under spænding eller berører andre komponenter
  • Slanger må ikke være snoede eller gnave mod andre dele
  • Undgå kontakt med mineralsk olie og fedt
  • Det skal påses, at slangerne går fri ved styreudslag og affjedringsbevægelser
  • Placering tæt på udstødningssystemet skal undgås
  • For små bøjningsradier skal undgås (>40mm)

Bemærk!

Følg altid de enkelte bremse- og bilfabrikanters monteringsvejledninger ved dette arbejde.

Ukorrekt montering kan forringe bilens egenskaber og bringe menneskeliv i fare.

Vigtig sikkerhedsbemærkning De følgende tekniske informationer og praktiske tips er udarbejdet af HELLA for at hjælpe bilværkstederne professionelt i deres arbejde. De informationer, der gives på denne hjemmeside, skal kun benyttes af brancheuddannede fagfolk. Genoptryk, videregivelse, mangfoldiggørelse i enhver form samt meddelelse af indholdet i dette dokument, også delvist, er kun tilladt med vores udtrykkelige skriftlige samtykke og med angivelse af kilde. Skematiske fremstillinger, billeder og beskrivelser tjener kun til forklaring og visning af dokumentteksten og kan ikke anvendes som grundlag for indbygning og konstruktion. Alle rettigheder forbeholdes.