Kontaktløs oplåsning af dørene: Sådan fungerer moderne systemer med radiobaseret fjernbetjening

01-10-2020

Det var en mærkbar lettelse, da man i 1970-erne for første gang kunne skifte station på fjernsynet med en infrarød fjernbetjening, nogenlunde pålideligt og uden nævneværdige forstyrrelser. Man skulle ikke længere besvære sig med at rejse sig, det blev moderne at "zappe". Kunne samme teknik ikke også bruges til berøringsfri oplåsning og låsning af bilerne? Dengang var der mange bilister, der ærgrede sig over knækkede bilnøgler, ridsede fordybninger omkring billåsen og frosne låse. Endvidere havde man ofte forskellige nøgler til hhv. dørlås, bagklaplås, tændingslås, tankdæksel og handskerum, Kombinøgler blev først indført efterhånden.

IR-nøgler: Oplåsning med et "klik-klak"

I slutningen af 1980-erne kom de første bilnøgler med infrarød fjernbetjening (IR) som standard til modeller i luksusklassen. Centrallåsen, som dengang blev indført trin for trin, kunne dermed også aktiveres uden berøring. Men en klassisk nøgle, ofte sammenklappelig, var dog fortsat en del af "kørsels-autorisations-enheden", for batteriet/batterierne i IR-nøglen holdt som oftest ikke særlig længe. Desuden skulle bilerne også startes via tændingslåsen, her skete der ingen ændringer. Undtagelsen var af og til IR-versioner, der krævede et funktionsdygtigt batteri i senderen for at kunne starte bilen. Det var cool at demonstrere "fjernbetjeningen" for vennerne – som ved et trylleslag blev dørene låst op med et "klik-klak".

Radiobaserede nøgler sender et kodet signal

I begyndelsen af 1990-erne vandt radiobaserede fjernbetjeninger frem på bekostning af den mindre driftsikre infrarød-teknologi. De havde også en egentlig nøglekam i form af en klassisk,sammenklappelig nøgle. Senere kom også de første nøgler uden nøglekam med elektronisk tændingslås på markedet, som i stedet for at skulle sættes i en klassisk tændingslås blot skulle stikkes ind i en modsvarende fordybning. Man startede motoren ved blot at trykke "nøglen" ind.

 

Radiobaserede nøgler er endnu i dag det normale, men de er videreudviklet med flere funktioner. De benytter en frekvens på 433 hhv. 434 MHz (Europa), og de udsender et kodet signal til komfort-styreenheden, som aktiverer f.eks. bilens dørlåse. Når der trykkes på den pågældende knap på nøglen, låses eller oplåses dørlåsene ved hjælp af elektriske aktuatorer. Ved starten deaktiveres også startspærren, der har været foreskrevet i alle nye biler siden 1998, ved hjælp af en transponder i nøglen samt en individuel kodning – hvorefter motoren kan startes via tændingslåsen.

Den gode, gamle bilnøgle er fortid. Den er for længst afløst af den moderne nøgle med radiobaseret fjernbetjening. Fig.: Georg Blenk, Krafthand Medien

Smarte bilnøgler kan mere end bare låse dørene op

Moderne, radiobaserede nøglesystemer kan mere end blot låse bildøre, skydedøre, bagklap og tankdæksel op og i. For eksempel vipper sidespejlene automatisk ud, lysfunktioner aktiveres for at øge sikkerheden, og startspærre og alarmsystem deaktiveres, når dørene låses op. Desuden lukkes alle ruderne, når bilen låses, og de kan efter ønske åbnes, når den låses op. En nyttig funktion er lyd- og lyssignaler, når bilen låses op, især når man leder efter sin bil i parkeringshuset. Rækkevidden for moderne, radiobaserede fjernbetjeninger er cirka hundrede meter. I nøglen er der integreret en mekanisk, udklappelig nøglekam, som kan åbne førerens dør manuelt, og som bruges til at starte motoren med via tændingslåsen.

Nøglefri start er i dag standard.

Det første, såkaldte „Keyless-Go“-system blev i 1998 indført som standard i Mercedes S-klasse (W220). Ved hjælp af en fjernbetjening i kreditkort-størrelse kunne bilen låses op, og - hvilket var noget nyt - også startes via en startknap uden en fysisk tændingsnøgle. Det var en forudsætning, at nøglen befandt sig i bilens kabine. Senere blev Keyless-Go-funktionen – alt efter bilmærke – integreret i den kendte radiobaserede nøgle inklusive knapper, og nøglen indeholdt også en mekanisk nød-nøgle. Også her var det tilstrækkeligt at tage nøglen med ind i kabinen for at starte bilen med en startknap. Det er en forudsætning, at komfortstyreenheden registrerer den individuelt kodede nøgle i bilen. Det sker via antenner i bilens kabine. I dag er „nøglefri“ start standardudstyr, i det mindste i biler i den bedre mellemklasse. HELLA er blandt de markedsledende på området individuelle nøglesystemer og leverer til en lang række kendte bilfabrikanter.

Næste trin i udviklingen: Passiv Entry/Go.

En videreudvikling af den radiobaserede bilnøgle med aktiv udløsning af komfortfunktioner via knapper er det passive Entry/Go-System fra HELLA. Det er tilstrækkeligt at have nøglen hos sig, f.eks. i bukselommen. Når bilejeren kommer nærmere bilen end cirka to meter, bevirker en ID-sensor (der er en radiobaseret nøgle suppleret med et udvalg af passive funktioner), at bilen kan åbnes via dørhåndtagene. Forud for dette er der foretaget en kontrol af, om ID-sensoren faktisk har autorisation til at få adgang. Låsning af bilen sker også passivt via et lille sensorfelt ved dørhåndtaget (dørhåndtags-elektronikmodul). ID-sensoren kommunikerer bidirektionalt med komfortstyreenheden via radiosignaler og giver mulighed for en lang række yderligere funktioner. Dermed kan hver enkelt nøgle, der tildeles en bestemt person, programmeres med forskellige parametre så som rattets stilling, sædets højde eller position. Memory-funktionen kan udvides til andre, individuelle parametre i bilen. Motoren startes ligeledes med en startknap, blot ID-sensoren befinder sig i bilens kabine. Naturligvis har den radiobaserede nøgle (ID-sensor) også en række knapper til aktiv aktivering af dørlåsene eller bagklappen eller – alt efter bilmærke – endog til start af motoren.

Radiobaserede nøgler som designelementer

I øvrigt: Hvad man ofte glemmer... nøgler er også designelementer. De leveres ofte i forkromet eller læderbetrukket udførelse. Dermed er de også et prestigefyldt stykke udstyr, som mange gerne lægger på bordet i restauranter. Radiobaserede nøgler med små displays er allerede standard til biler i luksusklassen og virker ekstra imponerende. Det er nærliggende, at også smartphonen kan erstatte bilnøglen i fremtiden.

Mere information om det passive Entry/Go-system fra HELLA

Du kan få mere at vide om det passive Entry/Go-system fra HELLA, om dørhåndtags-elektronikmodulet samt om den avancerede antenneteknik i kabinen og uden for bilen her.

 

Georg Blenk, Krafthand Medien